”Står ofte alene”. ”Socialmedieorienteret”. ”Nammineersinnaassuseq”.
På skærmen popper det ene ord efter det andet op, som beskriver gruppen af unge i Grønland, der står uden for uddannelse, beskæftigelse eller oplæring. I det virtuelle møderum er 27 mennesker mødt op fra hele Grønland og enkelte fra Danmark for at deltage i NLL’s første interessentmøde om NEETs – eller ungemålgruppen, som den kaldes i Grønland. Mødet bliver skudt i gang ved at alle deltagere skal skrive tre ord, som de forbinder med ungemålgruppen.

Interessentgruppe sammensættes
Blandt deltagerne ved online-mødet er uddannelsesvejledere fra de grønlandske skoler og uddannelser, ansatte ved kommunerne og selvstyret samt private initiativtagere med erfaring med ungeprojekter.
Lene Andersen, som er specialkonsulent ved Grønlands vejledningsenhed AQQUT med ansvar som national koordinator for NLL i Grønland, i gang med at sammensætte et panel på 10-12 personer, som skal bidrage med deres viden og erfaringer til projektet ”NEET – kompetenceudvikling og inklusion på Åland, Grønland og Færøerne”, der kører frem til 2027. I løbet af projektperioden vil de tilknyttede fra hvert land mødes i hinandens lande og udveksle erfaringer. Hun håber, at interessentmødet vil give de første 3-4 personer lyst til at indgå i projektet.
– Målet med projektet er at sikre målgruppen adgang til uddannelse og forbedre deres position på arbejdsmarkedet. Det vil vi blandt andet gøre ved at undersøge, hvordan den enkelte bedst kan vejledes og motiveres til at vælge uddannelse eller arbejde, forklarer Lene Andersen.

Den grønlandske NEET-målgruppe
NEET-gruppen i Grønland udgør en stor udfordring. Det slår Bolethe Hammeken fra Grønlands Selvstyre fast, da hun holder oplæg under onlinemødet. Hun sidder blandt andet i den nordiske embedsmandskomité for arbejdsliv.
– Andre lande har forholdsmæssigt mindre ungemålgrupper end Grønland, siger hun og viser grafer, der sammenligner Grønlands NEET-målgruppe med europæiske lande.
I 2021 var cirka 30 procent af de grønlandske unge mellem 16 og 25 år hverken i uddannelse eller beskæftigelse. Over halvdelen af de 25-64-årige har ikke anden uddannelse end folkeskolen.
Et lille eller et stort skub
Gruppen af NEETs i Grønland er meget varieret. Det fastslår Jimmy Hymøller, der er dagens anden oplægsholder. Han er konsulent fra vejlednings- og opkvalificeringsprojektet NUIKI, som han fik ideen til for 15 år siden, mens han var skoleleder i det mindre bosted Itilleq.
– Nogle har bare brug for et lille skub, og med andre skal der graves dybt for at finde ud af, hvad der skal til, siger han.

Mørketal er en udfordring
Samtidig peger Jimmy Hymøller på, at der er et stort mørketal, og at det kan være vanskeligt at finde frem til de unge, der har brug for hjælp.
– Det ser jeg som den største udfordring: At finde ud af hvor mange der er, hvor de er, og hvem de er. Når man har fundet ud af det, kan man begynde at give dem opmærksomhed.
Erfaringsudveksling og gode forslag
Som det sidste punkt på dagsordenen er der erfaringsudveksling i mindre fora. Her kan mødets deltagere udveksle både gode erfaringer og udfordringer og komme med forslag, som det ikke skorter på:
– ”Kollegierne skal mere ligne hjem”, ”mere tid til vejledning”, ”besøg på skoler og arbejdspladser”, lyder nogle af de konstruktive forslag fra mødets deltagere.
Og det er da også en tilfreds NLL-koordinator, Lene Andersen, der kan afrunde mødet:
-Jeg synes det gik godt – og jeg har allerede tilbagemeldinger fra flere af deltagerne, der er interesserede i at deltage i projektet.
Relateret artikel
Åland kliver in i nordiskt NLL-projekt för att ta nya krafttag mot ungas utanförskap
Andelen unga på Åland som varken arbetar, studerar eller deltar i sysselsättande åtgärder är högre än i Finland och Sverige. Nu tar Åland en aktiv roll i ett nytt nordiskt NLL-samarbete med Färöarna och Grönland. Målsättningen är att samverka och bättre förstå och möta målgruppen NEET. Ett första steg togs i Mariehamn i slutet av september.




