Fra 2027 skal universiteterne selv levere dele af den personbårne SPS-støtte. ”Vores drøm er, at vi kan tilbyde et samlet støtteforløb på universitetet, som er integreret i den studerendes uddannelsesmiljø og øvrige vejledningstilbud,” siger Anna Bak Maigaard, AU.
På blot fire år er antallet af studerende, der modtager SPS på landets universiteter, næsten fordoblet. I 2020 modtog 5.103 studerende SPS, mens det i 2024 var 10.109 studerende.
Men vilkårene for opgaven bekymrer sektoren, som længe har efterspurgt mindre bureaukrati og større fleksibilitet i støtten til voksne studerende med behov for hjælpemidler, mentorer eller dysleksistøtte. Universiteterne foreslår blandt andet én samlet økonomisk ramme, afskaffelse af genansøgningsredegørelser og større frihed til at kombinere individuelle og kollektive støtteformer.



