Som led i sit øgede fokus på beredskab indgår DFS i et nyt samarbejde med Danmarks Radio (DR), landets biblioteker og Østifterne. Målet er at engagere borgere i hele landet i samtaler om, hvordan man styrker både personligt og fælles beredskab. Gennem partnerskabet vil lokale folkeoplysende skoler og foreninger spille en central rolle i at skabe åbne arrangementer, hvor borgere kan mødes, dele erfaringer og få konkret viden. Indsatsen favner både det praktiske beredskab og de sociale og demokratiske fællesskaber, der er afgørende i krisetider.
Hos DR ses samarbejdet som en vigtig del af ambitionen om at løfte en landsdækkende samtale om beredskab på tværs af platforme. Østifterne bidrager med økonomisk støtte til de lokale aktiviteter, som vil blive forankret i biblioteker landet over.
I efteråret 2026 vil en række arrangementer finde sted i lokalsamfund, og aktører i voksen- og folkeoplysningen opfordres til at engagere sig aktivt i indsatsen.



